Annonce

”Der er noget, hudplejebranchen ikke taler nok om”. Ordene kom fra Mette Skjærbæk, kvinden bag Karmameju, og fik denne skribent til at tænke, at ja, det har hun vist ret i. Går vi lidt og glemmer, hvor vigtig den rette pH-værdi er for en sund og velfungerende hud?

Artikel fra Fagbladet Kosmetik (november 2020) – af Helle Forum

Der er flere forklaringer på, hvad den usædvanlige bogstavsammensætning pH egentlig står for. Nogle anfører ”pondus Hydrogenii” (vægtning af hydrogenioner/brintioner). Andre ”potential of Hydrogen”. Wikipedia byder ind med en tredje forklaring: at bogstaverne pH i de oprindelige forsøg ganske enkelt refererede til ”H-koncentrationen i bæger p” (hvor bæger q tjente som reference). Men måske har sitet sciencelabs.dk fat i den lange ende, når de fortæller, at den danske biokemiker Søren Sørensen i 1909 foreslog mængden ”pH”, som han definerede som puissance d’hydrogène (potensen af hydrogen) og som ”udtrykker [H+] som en negativ logaritme af 10, dvs. [H+] = 10-pH ” (se illustrationen – måske det befordrer forståelsen… jeg skulle også lige bruge lidt tid på det).
(Teksten fortsætter efter illustrationen)

Tilbage står, at det handler om måling af en vandig opløsnings surhedsgrad. Vand hedder som bekendt H2O og består af 2 hydrogenmolekyler (brintmolekyler) og et iltmolekyle.

pH-skalaen går fra 0 til 14 med 7 som neutral – således at første del op til 7 beskriver surt, anden del op til 14 basisk. Som det neutrale midtpunkt med en pH på 7 finder vi jo så netop vand (dog i Europa ofte omkring 8 på grund af et højt kalkindhold).

pH og syrekappe
Hudens pH, surhedsgrad, bestemmes af dens ”syrekappe”. Et udtryk, vi har kendt meget længe, men måske uden for alvor at erkende rækkevidden af dens betydning for hudens sundhed. Syrekappen beskrives nok bedst som en naturlig, beskyttende overfladefilm, der består af frie fedtsyrer fra det talg, der udsondres fra talgkirtlerne, blandet med aminosyrer og frie fedtsyrer fra den sved, der udsondres fra svedkirtlerne. Dens pH-værdi angives til at ligge omkring 4-5,5, altså let sur.

En intakt og velfungerende syrekappe er en helt central del af hudens forsvar – den vil med sin lipide film og let sure pH give beskyttelse mod invasive organismer/mikrober (bakterier og virus) samt mod andre potentielt skadelige faktorer som vind og forurening.

Så længe vi taler vedligeholdende hudpleje til normal hud, kan man helt basalt sige, at kun hvis et hudplejeprodukt har en hudnær pH-værdi, vil produktet kunne arbejde optimalt på og for huden.

Hvad er så en ”optimal pH-værdi”?
Mange steder vil man inden for hudpleje møde en margin, der angives til ”4,5-6”. Men det kan se ud til, at det trænger til lidt præcisering.

Et studie fra 2006 (H. Lambers et al) udgør fortsat en primær reference, som nævnes af flere. Det slår vigtige, grundlæggende ting fast, blandt andet blev det her påvist, at hvis huden lades i fred for vand og kosmetiske produkter i 24 timer, vil dens pH-værdi i gennemsnit dale fra 5,12 til 4,93. Det lyder ikke af meget, men pH-skalaen er som nævnt logaritmisk, så et spring fra fx 4 til 5 eller fra 5 til 6 vil repræsentere et ”x 10” (se illustrationen).

Forskerne vurderede, at en ”naturlig” pH for huden nok ligger på 4,7 som gennemsnit. De påviste også, at vand alene kan påvirke pH’en i negativ retning, og at det kan tage huden op til 6 timer at ”komme sig” efter fx et bad, og at den i denne tid er mere forsvarsløs og sårbar – i betydningen mere udsat for infektioner.

Videre fandt man frem til, at en hud med en pH på under 5 målt på parametre som barrierefunktion og fugtindhold vil være i bedre stand, end hvis den er over 5. Endelig, og også ret interessant i disse mikrobiom-tider, vil en hud med en pH på 4-4,5 faktisk ”binde” mikrobiomets gavnlige bakterier til sig, mens en pH på 8-9 vil virke lige modsat.

I et senere studie fra 2015 (D.J. Panther og S.E. Jacob), der undersøger pH-værdiens betydning i forbindelse med atopisk dermatitis, fastslår forfatterne, at ”hudens pH i stigende omfang anerkendes som en vital forudsætning for mange af dens normale funktioner”. De nævner her bl.a. antibakteriel aktivitet, barrierefunktion og stratum corneums strukturelle integritet – og efterlyser i øvrigt oplysninger på produkter om deres pH-værdi. Ikke mindst fokuserer de på renseprodukter.

Det ser altså ud til, at der nok er snævrere rammer for en optimal pH, end mange tror. Og at det helt optimale ser ud til at befinde sig lige i omegnen af 4,75.

Det må få os til at tænke en ekstra gang over ”med hvad og hvordan”, når vi plejer huden!

Og hvad kan vi så bruge det til?
Vi kan sige, at det er med pH, som er det med blodsukkeret: Stabilitet er vigtig! Så i alle vedligeholdende plejeprodukter bør vi sørge for en hudnær pH – alene fordi en afvigelse for huden vil være lig med en belastning, hvor dens balance forrykkes, og dens naturlige forsvar forringes.

Vi skal altså tænke os godt om i de tilfælde, hvor vi manipulerer med hudens pH – både i retning af det mere sure og det mere basiske. Gøre os helt klart, hvad vi gør og hvorfor – og sikre, at vi har styr på hurtigt at få genskabt hudens naturlige pH og dermed dens integritet og immunforsvar.

Hvad mener eksperterne?

SARD’s Charlotte Kasandra Tørnby: ”Jeg tænker meget i pH, når jeg udvikler mine produkter. Jeg betragter ”kroppens største organ” som et hele, hvor det gælder om at forstå de biokemiske processer – ”og hvis huden reagerer, må vi stille spørgsmålet: Hvorfor?”. Hvis huden føles stram, har du gjort noget forkert! Efter min mening lægges grunden til mange problemer allerede i rensetrinnet – især med brug af vaskeskum, som ved sin udtørrende virkning får huden til at producere mere (basisk) talg. Og så skal vi kigge meget mere kritisk på ingredienser, end det sker i dag. Tilbage i parabene-tiden så vi ikke så mange hudproblemer som nu, hvor meget konservering er erstattet af phenoxyethanol – som ofte bruges i alt for store mængder, hvilket udtørrer huden og gør den mere basisk”.

Ian Taylor, Operations Manager hos Green People: ”Mange studier har undersøgt den sunde huds pH, og de fleste autoriteter holder sig til tallet 4,7. Her stabiliserer huden sig, når man undgår påvirkninger fra eksterne faktorer som kosmetikprodukter (sæbe, shampoo, cleansers, fugtprodukter) og vand. Derfor forsøger vi at producere vores produkter inden for en pH-skala fra 4,0 til 5,5. Generelt vil produkter skabt til brug med vand (shampoo, conditioner, brusegele) være i den lave ende (pH 4,0-5,0) for at modvirke vandets højere pH, normalt 7-8. Cremer og lotions vil være lidt højere, omkring pH 4,5-5,5”.

pHformula’s Petru van Zyl: ”Huden fungerer som en beskyttende barriere mellem vores krop og verden omkring os, og dens pH er en af dens vigtigste beskyttelsesmekanismer, der udfordres af påvirkninger fra forurening, temperaturforandringer og (for skrappe) produkter. Vores produkter hjælper med at bevare en optimal pH for at bevare eller genskabe hudens naturlige forsvar. Det gør samtidig huden mere spændstig, mindre sensitiv og bedre i stand til at udføre sine beskyttende opgaver. Hvis hudens pH kompromitteres, er den i risiko for infektion. Stiger hudens pH ind i det basiske område, forstyrres dens naturlige balance (forkerte produkter kan øge hudens pH). Så kan essentielle lipider ikke dannes, huden mister fugt og tørrer ud, og den mister sin barrierefunktion. Et produkt kan også være for surt (for aggressivt), hvilket også vil have bivirkninger over tid – noget, vi ofte ser hos kunder med sensitivitetsproblemer. pH-værdien i vores produkter er ikke justeret eller manipuleret, vi bruger ikke en bestemt ingrediens til at styre med, men sammensætter alle aktive ingredienser, så de skaber den ønskede pH-værdi i det endelige produkt, og hudens barrierebeskyttelse bevares.”

Trine Øveraas fra AiiA Care: ”Huden skal faktisk være sur for at være sund, og vi skal passe på, at den ikke kommer i ubalance. pH’en ændres meget ved fx hyppig håndvask eller brug af især scrubs og peelingprodukter. Når pH’en ændres meget, ændres hele den mikrobielle status, og hudbarrieren nedbrydes. Det aktiverer immunforsvaret og kan føre til en overproduktion af hudceller. AiiA Care’s produkter ligger inden for den pH, der er naturlig for os mennesker, og hvor hudens symbiose med mikrofloraen på huden har sit ideelle leje. Det er af stor betydning for huden og dens funktion, at vi holder os til dette”.

Thomas Magnussen, Australian Body Care: ”pH-værdier spiller en stor rolle i vores arbejde med produkterne og specielt i udviklingen. Det er samtidig et af vores kritiske kontrolparametre, at vi hele tiden overholder de angivne pH-tolerancer. Vi har fokus på området, hvor produktet er tiltænkt, fx kropssæbe, intimsæbe eller shampoo/balsam. Balsam har en let syrlig pH-værdi, for at ramme/opretholde den naturlige pH-værdi i hårbunden og i håret, da pH er mere sur her end på huden. Kropssæberne har lidt højere pH, da de skal passe til hudens pH. Vi anbefaler selvfølgelig, at man bruger sæberne, som de er tiltænkt, og ikke en shampoo til kroppen. Dette skal sikre, at daglig vask ikke er skyld i tør eller irriteret hud. En hud i balance føles hverken for tør eller fedtet, og den er mere modstandsdygtig over for skadelige bakterier og infektioner.”

Maibritt Guldberg fra Dermalogica: “Ceramider spiller en central rolle for hudens surhedsgrad, eller pH. Dem bliver der færre af med alderen, så derfor har huden tendens til med tiden at blive mindre sur – og dermed mere sårbar. Det er noget, vi skal være opmærksomme på. Men mange taler primært om pH-værdiens betydning for beskyttelse, balance og bakterievækst på hudens overflade. Vi ved nu, at det rækker videre end som så – at rigtig pH også er en forudsætning for hele den strukturelle integritet i stratum corneum. Derfor er det altid helt centralt at stabilisere ret pH”.

I SARDkopenhagen Rose Water Elixir og Essentielle No. 7 Cream sikres en hudvenlig pH ved hjælp af mælkesyre.

Dior’s nye Cica Recover Balm går ”tilbage til rødderne” – et produkt til både ansigt og krop, der sigter på at afbalancere, dulme og lindre, ”fordi det har en pH-værdi tæt på hudens egen og er uparfumeret af respekt for en svækket epidermis”, siger Parfums Chr. Dior.

Karmameju Hero: En nu pensioneret kemiker lærte Mette Skjærbæk den vidtrækkende betydning af, at vand er basisk og pH-forstyrrende. Men den pH-balancerende HERO er Karmamejus egen opfindelse. Den kan anvendes overalt, ansigt, hovedbund, krop – og sikrer, at huden efter vask i lyntempo vender tilbage til den hensigtsmæssige pH på omkring 5.

CR Recovery fra pHformula er med sin pH på 4,99 til rosacea, hud i ubalance, inflammation, skrøbelig og sart hud.

Australian Body Care Barrier Cream oplyser, at produktet er pH-reguleret til intim brug, og det er derfor vigtigt at anvende produktet efter dets hensigt.

iS Clinical er et af de mærker, der oplyser pH på produktets faktaark. Den nye Youth Body Serum angives således til pH 5,5 (+- 0,5).

CORONA!

Vi vasker og vasker (med vand og sæbe – basisk!), og når vi ikke vasker, spritter vi (alkohol, udtørrende). Ikke mærkeligt, hvis det går galt, vel?

Viden om ret pH er afgørende, når huden skal hjælpes hurtigt på ret køl igen, og den vigtige beskyttelse fra syrekappe og mikrobiom ikke skal gå fløjten.

Restituerende råd til hud i udu af vask og afspritning: Undgå skummende renseprodukter, vælg uparfumeret – og tænk ”lipider, præbiotik, probiotik, postbiotik (fx lysater) for hurtigt at få genskabt barrierefunktion og mikrobiom.

Interessant nok har vi netop fået det første studie, der bekræfter, at probiotisk hudpleje kan forbedre tilstanden i eksemhud hos både voksne og børn. Det stammer fra NIAID (National Institute of Allergy and Infectious Diseases) i USA og viser, at særlige lipider produceret af hudbakterien Roseomonas mucosa kan fremme reparationen af hudvævet.

I studiet blev det fremhævet, at R. mucosa bl.a. modvirkede mængden af Staphylococcus aureus på huden – en kendt problemskaber ved inflammationstilstande.

Mælkesyrebakterierne i bak skincare’s Day Care Oil modvirker aktivt Staphylococcus aureus!

 

Tags:

Relaterede

WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com