- Fagbladet Kosmetik - https://compellerawesome.dk/kosmetik -

CBD på alles labels

Det er en af tidens hotteste ingredienser, men hvad er det, den kan – hvorfor kan den det – og hvad er den centrale forskel på CBD og hampe(frø)olie?

Artikel fra Fagbladet Kosmetik maj 2021 (se artiklen i PDF-format her: CBD på alles labels [1])

For et par år siden havde vi en artikel i Fagbladet Kosmetik, der belyste brugen af hampbaserede ingredienser, herunder CBD, i kosmetiske produkter. Artiklen afslørede også en vis forvirring på markedet om, hvad man egentlig måtte og ikke måtte bruge.

Der var endnu heller ikke ret meget videnskabelig litteratur, der undersøgte, hvad CBD egentlig ”kunne” i huden. Det er der blevet rådet bod på i mellemtiden – vi har nu fået studier, der blandt andet har undersøgt CBD’s rolle i inflammatoriske hudtilstande og sårheling, som antioxidant og som effektiv mod bl.a. akne og skæleksem.

Og siden da er CBD da også buldret frem som ingrediens, snart ”på alles labels” – faktisk så meget, at man nu begynder at tale om ”weed washing” (weed = cannabis) i de tilfælde, hvor ingrediensen er brugt i minimale doser mere for at kunne prale med den snarere end for egentlig effekt.

Cannabis er forbundet med associationer til det at være euforiserende og har som ingrediens allerede derfor noget kontroversielt over sig i manges øjne. Men det euforiserende stof THC (tetrahydrocannabinol) møder vi ikke i kosmetiske produkter – der må højst være et indhold på 0,2%, hvilket i praksis er ”ingenting”. Så du kan spise creme herfra og til nytårsaften uden at mærke det mindste. Og din hud bliver heller ikke skæv – tværtimod, nok snarere snorlige, men det kommer vi tilbage til.

Cannabis er altså fejlagtigt blevet sidestillet med euforiserende – men den virkning har altså kun plantens cannabinoid THC. Til gengæld indeholder den andre cannabinoider som CBD (cannabidiol). Og det er dem, det i vores verden drejer sig om.

EU-dom ændrer CBD-markedet
Da vi skrev den første hamp-CBD-artikel for to år siden, måtte man kun udvinde CBD fra cannabisplantens stængler og blade. Det var noget problematisk, for de indeholder ikke særlig meget. Langt størstedelen findes i blomsten.

Den må man nu også gerne bruge. I november 2020 fastslog European Court of Justice, at CBD fra alle dele af cannabisplanten ikke skulle kunne forbydes i noget EU-medlemsland, fordi det ikke blev anset for ”a narcotic drug”, narkotika. Så var blomsten inde i varmen igen.

Efterfølgende er EUs ingrediensdatabase Cosing i februar i år blevet opdateret, så det nu ligger fast, hvilke claims der må gives for henholdsvis hampeolie/hampefrøolie og CBD.

For hampeolien gælder ”skin conditioning” og ”skin conditioning – emollient”.

Men for CBD gælder ”anti-sebum”, ”antioxidant”, ”skin conditioning” og ”skin protecting”.

Vi dvæler et øjeblik ved de to forskellige ingredienser, for det er vigtigt at kende forskellen på dem.

Hampeolie/hampefrøolie
Hampeolie/hampefrøolie er udvundet af især/kun frøene, men måske også blade og stængler fra cannabisplanten, Cannabis sativa. Oliens primære hudplejemæssige fortrin er et meget højt niveau af omegafedtsyrer, især omega 3 og omega 6.

CBD
CBD er primært udvundet af cannabisplantens blomst – og måske også blade og stængler. Det er som nævnt blomsten, der har langt det højeste indhold af cannabinoidet cannabidiol (CBD). Indholdet af cannabinoider sætter CBD i stand til at kommunikere med kroppens endocannabinoide system (hvad hampeolien/hampefrøolien altså ikke kan). Derudover er CBD meget rig på vitaminer som A-, B-, C-, D- og E.

Det endocannabinoide system
Kroppens endocannabinoide system (ECS) blev opdaget tilbage i 1980’erne, alle pattedyr har det, og dets opgave op gennem evolutionen menes at have været – og være – at hjælpe kroppen med at tilpasse sig ændringer i miljøet.

ECS repræsenterer en gruppe af neuromodulatoriske lipider (cannabinoider som fx CBD) og deres receptorer (CB1 og CB2), der er involveret i en lang række grundlæggende, fysiologiske processer samt neuronbeskyttelse. Systemet har til hensigt at sikre fysiologisk balance og stabilitet i kroppen (homøostase), og det kan kommunikere med alle kroppens celler. Cannabinoiderne skulle være nogle af de mest udbredte og alsidige signalmolekyler, vi kender.

Der findes to typer naturlige cannabinoider: Endocannabinoider, som vi selv producerer i kroppen, og fytocannabinoider, som altså især findes i cannabisplanten.

Hvad receptorerne angår, findes CB1 især i centralnervesystemet (næppe relevant for topikale, kosmetiske produkter), CB2 særligt i immunforsvarets celler – og det menes, at CB2-receptorernes vigtigste funktion er at modvirke inflammationstilstande i kroppen.

CBD-cannabinoiderne påvirker altså dette balanceskabende/-opretholdende system ved at binde sig til disse receptorer og skulle netop have en forkærlighed for CB2.

Og dermed kan man sige, at CBD gør huden alt andet end skæv – tværtimod, den fremmer ligevægten!

CBD – fuldspektret, bredspektret eller isolat?
CBD kan optræde i tre versioner, og du må kigge på produktteksten for at finde ud af, hvilken der er tale om i det enkelte tilfælde: ”Fuldspektret”, ”bredspektret” eller ”isolat”.

”Fuldspektret” betyder, at produktet indeholder alle plantedele fra hampplanten – dog max 0,2% THC.

”Bredspektret” betyder, at produktet indeholder alle plantedele fra hampplanten undtagen THC.

”Isolat” er den mest koncentrerede form og står for helt ren CBD i form af krystaller. Det kan – men behøver absolut ikke – dække over en syntetisk fremstillet ingrediens.

For ”fuldspektret” og i vidt omfang også for ”bredspektret” gælder, at CBDen altså optræder i naturlig sammenhæng med fx andre cannabinoider, terpener,  flavonoider, omegafedtsyrer, aminosyrer og vitaminer fra planten, mens isolatet er det rene CBD-molekyle.

Hvor kommer din CBD fra?
CBD udvindes fra industrihamp, og det kan ske på to forskellige måder – med alkohol eller via en CO2-proces. Resultatet kan igen blive to forskellige produkter – olie eller krystaller (isolat). Såvel olie som krystaller vil typisk blive opløst i en bæreolie, fx. hampefrøolie.

Disse forskellige tilgange kan gøre det svært at sammenligne oplysninger om, hvad fx ”5% CBD” egentlig siger. For at kunne vurdere den information må man vide, hvad det er for en type CBD – er det en fuldspektret olie, en bredspektret olie – eller et isolat? Det gør det vanskeligt at sammenligne produkter.

Nogle producenter har løst dette ved at oplyse mængden af CBD i milligram (mg), også ud fra en tanke om, at det er sådan, vi plejer at oplyse mængden af aktive ingredienser inden for kosmetik og kosttilskud.

Men bundlinjen er, at det ikke er noget helt enkelt område at bevæge sig ind på, hvis man vil vide mere præcist, hvad det egentlig er, man får.

Vi kan håbe, at branchen finder frem til en mere hjælpsom standardisering. Indtil da må vi spørge os frem – og stole på dem, vi vælger at lægge vores penge hos!

Hudplejeprodukter med CBD:

[2]
Aurelia CBD Super Serum er baseret på CBD-isolat (krystaller) og slår især på at give markante, antiinflammatoriske egenskaber.

 

[3]
CANNASEN®CBD Psoriasis Gel er, som navnet siger, specielt udviklet til psoriasis. Det aktive dødehavssalt bliver komplementeret af hjælpestoffet krystalliseret CBD, som har antioxidant-egenskaber og er med til at beskytte og pleje huden.

 

[4]
Dr. Kerklaan Therapeutics er baseret på fuldspektret CBD. Natural CBD Skin Cream er specielt udviklet til følsom, tør eller irriteret hud – uanset om irritationen gælder kløe, rødme eller eksem.

 

[5]
Formula Swiss er en CBD-serie med flere ansigtscremer, lip balms, salver og olier. CBD Anti-Age indeholder 300 mg ren, CO2-ekstraheret CBD sammen med bl.a. rosenvand og planteolier. Afbalancerer huden og reducerer aldringstegn.

 

[6]
Hemphilia CBD Extended Relief Cream er et produkt blandt mange i mærkets store udvalg af CBD-hudpleje. Den fremmer hudens naturlige balance og hæmmer overaktive talgkirtler. Antiinflammatorisk, anbefales også ved solskoldning.

 

[7]
Neurogan CBD Face Oil 2000 mg er repræsentant for Natures Help Neurogans mange hudplejeprodukter. I olien bidrager CBD med at virke talg-regulerende, med sin antiinflammatoriske effekt og sin evne til generelt at understøtte og genskabe hudens balance.

 

[8]
Paula’s Choice har for nylig lanceret to CBD-nyheder: CBD Skin Transformative Treatment Milk indeholder 150 mg fuldspektret CBD – beroliger, modvirker ubalancer og bremser ældningstegn. CBD Oil + Retinol er her forenet for deres cellekommunikerende evner. CBD er anvendt mod aldring og for at balancere. Indhold også her 150 mg fuldspektret CBD.

 

[9]
I.C.O.N. CBD 1000 mg er en CBD-olie til hår og hovedbund. Mindsker irritation, øger blodcirkulationen – forbedrer hovedbundsvævet og giver bedre vækstbetingelser.

 

[10]
The Body Shop CBD Restoring Facial Oil er et af tre produkter (også fugtcreme og rensemaske) i serien, der skal optimere hudens fugtindhold og modvirke tegn på træthed. Ud over CBD: Hampefrøolie som bæreolie og hertil ekstrakter af squalene og patchouli.

 

*****

D-vitamin

Posted By Beautynews On In Artikler | Comments Disabled

D-vitamin handler både om kost og hudpleje, men lige så meget om solens stråler. D-vitamin tilført med hudplejen har ingen effekt på mængden i kroppen. Det har solen derimod, idet vi selv kan danne D-vitamin efter udsættelse for sollys. Men får du ikke sol nok, ja så er det vigtigt at skrue op for fed fisk eller et kosttilskud, så vi kan få optimeret D-vitamin til glæde for både knogler, kollagen og kroppens immunforsvar.

Artikel fra Fagbladet Kosmetik november 2021 (se artiklen i PDF-format her: D for darling, D for depot og D for dejligt solskin [11])

Når vi taler om D-vitamin – også kaldet calciferol, så er det vitamin D3 (cholecalciferol) og vitamin D2 (ergocalciferol), vi taler om. Vitamin D2 dannes i planter, mens vitamin D3 dannes i dyr og mennesker. Kolesterol er råstoffet til dannelsen af vitamin D3, når solens UVB-stråler rammer huden. Menneskets evne til at fremstille D-vitamin afhænger af mange faktorer såsom hudtype, BMI, fysisk aktivitet, alkoholindtag og rent genetiske variationer. Vitamin D får vi også fra fødevarer som fede fisk (bl.a. makrel, laks, sild og sardiner), svampe, æg og ost. D-vitamin er et fedtopløseligt vitamin. Det opløses og udskilles altså ikke i urinen, men deponeres derimod i kroppens fedtdepoter på samme måde som de andre fedtopløselige vitaminer A, E og K. Vi kan også tilføre vores hud D-vitamin med hudplejen, men det lagres ikke.

Lagerstyring
D-vitamin fra kost og sol opbevares i en lagerform i kroppen kaldet 25(OH)D3 = calcidiol. Er niveauet af calcidiol under 50 nmol/L i blodet, betragtes det som vitamin-insufficiens. Vitaminet bliver først aktivt, når det er omdannet til en metabolisk aktiv form i nyrerne (calcitriol), hvorefter det er klart til at blive brugt i kroppen. D-vitamin er med til at regulere indholdet af calcium i blodet ved at regulere optagelsen af calcium og fosfat fra tarmen, så det kan bruges til at opbygge tænder og knogler og aktivere immunsystemet. Hormonet PTH (parathyreoideahormon) øger dannelsen af aktivt D-vitamin i nyrerne og stimulerer optagelsen af calcium fra tarmen.

[12]

Ikke på lager
Vi opholder os ofte meget indendørs, så alle, der ikke får meget sollys, skal være opmærksomme på, om de får D-vitamin nok, hvis de heller ikke spiser nok fødevarer rige på vitamin D. Selvfølgelig vil der være sæsonvariation i vitaminindholdet i blodet, men konstant mangel er problematisk. Blandt andet ses osteoporose ofte hos kvinder efter overgangsalderen, hvor knoglemassen kompenserer for mangel på D-vitamin og kalk med porøse, svage knogler til følge. Mangel hos børn kan betyde udtalt hjulbenethed, som opstår, når knoglerne bøjer på grund af belastning. Langvarig mangel på D-vitamin kaldes også engelsk syge (rakitis), men det er meget sjældent set i Danmark. Danske myndigheder anbefaler tilskud af D-vitamin helt fra fødslen. Ved sygdom i lever og nyre kan behovet for D-vitamin være større.

Vitamin-darling blandt forskere
D-vitamin er blevet en rigtig vitamin-darling. Flere og flere studier konkluderer, at D-vitamin har større betydning i kroppen end for regulering af kalk til knogler og tænder. Vitamin D spiller en rolle for makrofagers evne til at bekæmpe bakterier og for at aktivere T-celler i immunforsvaret. D-vitamin spiller en rolle for celledelingen, hvilket kan have en sammenhæng med at mindske risikoen for udvikling af visse kræftformer, men resultaterne er ikke entydige.

Solbeskyttelse og dannelsen af D3
I vinterhalvåret på vores del af jordkloden har vi svært ved at få UVB nok fra solen til at danne tilstrækkeligt med D-vitamin, da solen står lavt på himlen. Her må vi så trække på vitamin-lageret. Og når solen står højt på himlen og skinner på os om sommeren, så beskytter vi huden med solcreme. Der er påstande om, at den anbefalede mængde af solbeskyttelse forhindrer huden i at danne D-vitamin, men Kræftens Bekæmpelse har undersøgt brugen af solcreme og sammenhængen med D3. De er kommet frem til, at hvis man bruger solcreme, vil der dannes mindre D-vitamin, men det er til gengæld ikke muligt at påvise, at personer, der bruger solcreme, har mindre D-vitamin i blodet, end folk der ikke bruger solcreme. Sandsynligvis på grund af, at der ikke smøres systematisk, at solen trænger igennem ved ’helligdage’, der bliver brugt for lille mængde creme og solcremebrugere har længerevarende ophold i solen. Og det ser i studiet ud til, at dem, der bruger solcreme, spiser flere fisk og hyppigere tager kosttilskud med D-vitamin.

[13]

Vitamin D i hudpleje
Fordi D-vitaminmangel kan være forbundet med inflammation i kroppen, dårligt immunforsvar og nedsat insulinfølsomhed, kan en mangeltilstand også påvirke huden negativt. D-vitamin i hudpleje vil derfor kunne have en positiv effekt på blandt andet akne og rosacea, men vil også kunne påvirke elasticiteten i huden og stimulere kollagenproduktionen. Har man nedsat immunfunktion, vil hudbarrieren ikke altid være optimal. Med en ringe hudbarriere vil ’murstenene’ i huden ikke holde fugten tilbage i tilstrækkelig grad med øget tørhed af huden til følge. Ligesom C-vitamin har D-vitamin antioxidantegenskaber, der kan beskytte huden mod frie radikaler fra miljøet, give glød og modvirke tørre pletter. Derfor er masser af skønhedsbrands i gang med at kigge mere på vitamin D, og der er nu behov for yderligere studier, som kan eftervise effekten af D-vitamin i hudpleje. Psoriasis-patienter har i længere tid fået behandling med specialcremer med vitamin D, da studier har vist, at vitaminet kan få celleomsætningen normaliseret, så døde hudceller ikke ophobes på hudoverfladen. Man skal være opmærksom på, at D-vitamin-cremer ikke går godt i spænd med de meget syreholdige produkter med AHA (fx glycolsyre) og BHA (salicylsyre), da pH-værdien er på et niveau, hvor D-vitaminet inaktiveres.

Øget tilskud
Der er øget fokus på vitamin D både indefra og udefra. Blandt fagfolk har opfattelsen ændret sig fra, at vitamin D er et vitamin, til det faktisk er et hormon. Covid-19 har forstærket interessen for sammenhængen mellem vitaminet og luftvejsinfektioner, blandt andet kunne influenzaens sæsonvariation også være associeret med soleksponeringens betydning for D-vitamin. Resultater kunne give grund til at øge anbefalingen til 25-35 µg dagligt, der stadig ligger under EU’s øvre grænse for dagligt indtag på 100 µg for voksne. Tilskud er at foretrække frem for øget soleksponering fx i solarium, da der igennem de seneste årtier er konstateret et stigende antal tilfælde af maligne melanomer, der kan tilskrives solens UV-stråler. Men 15 minutter i solen formiddag og eftermiddag kan være alt, du behøver. Solsikker adfærd kan sagtens gå hånd i hånd med D-vitamin-produktion.

Kilder: www.ku.dk [14], www.sundhed.dk [15], www.sst.dk [16], www.bumc.bu.edu [17], www.cancer.dk [18]

Hudplejeprodukter med D-vitamin:

[19]

de_CURE Vitamin D Barrier Drops
Koncentrat af provitamin D3 (7-dehydrocholesterol) hjælper med at være din barriereforstærker. Også Shiitake og Reishi-svampe, som har dannet D-vitamin i solen, er vitamintilskud. Sammen med blandt andet 11 aminosyrer, præbiotisk kombucha og hyaluronsyre vil itamin D Barrier Drops både nære, hydrere og forstærke huden.

Mellisa D-vitamin Creme SPF 15
Creme med naturligt D-vitamin fra avocado – både økologisk avocadoolie og højkoncentreret fra kernen, der er en af de rigeste kilder til D-vitamin, men også antioxidanter fra borago, æble, græskar, C- og E-vitamin. Fugtbevarende virkning i op til 24 timer.

Beauté Pacifique D-Force Vitalizing Anti-Age Daycreme
En vitamincreme med ekstra D-vitamin til huden, men også A-vitamin-estere, der grundlæggende forbedrer hudens kvalitet, og E-vitamin, der virker som antioxidant.

Murad Multi-Vitamin Infusion Oil
Som en multivitamin til din hud med bl.a. vitamin A, B, C, D og E. Udglatter, booster, beskytter og fugter.

Kosttilskud med D-vitamin:

[20]

Matas, D-vitamin 10 µg
Solskinsvitamintablet til dine tænder, knogler og immunsystem. 1-2 tabletter er anbefalingen alt efter livets fase.

Natur-Drogeriet D-vitamin 35 μg
D-vitamin til voksne og børn fra 11 år, hvis du vil lidt op over myndighedernes anbefaling – især til vinterhalvåret. Indtages sammen med et fedtholdigt måltid for at sikre god optagelse.

PharmaNord D-Pearls Stærk 80 µg
Høj dosis D-vitamin opløst i koldpresset olivenolie i kapsler. Forskning har vist, at D-Pearls har en god optagelighed. Kapslerne er lette at sluge eller tygge.

New Nordic D-immun Mini Tabs 50 µg
Højdoseret D-vitamin i en olieholdig tablet (havtornolie), som er nem at sluge. Indeholder 50 µg D3-vitamin og er formuleret uden gelatine.

*****

Læs også om A-vitamin [21], B-vitamin [22] og C-vitamin [23].

C-vitamin

Posted By Beautynews On In Artikler | Comments Disabled

C-vitamin – eller askorbinsyre – er både et co-enzym og en antioxidant, og begge dele indikerer en vigtig rolle i kroppen. Det indgår da også i mindst 300 forskellige biokemiske processer.

Artikel fra Fagbladet Kosmetik september 2021 (se artiklen i PDF-format her: C-vitamin – Vitaminet, der holder sammen på det hele [24])

Det er særdeles vanskeligt at rangordne C-vitaminets talenter, så tag mere dette som et overblik:

Først skal nævnes rollen i kroppens antioxidantforsvar. C-vitamin er – som alle antioxidanter – i stand til at afgive en elektron til et andet molekyle uden derved selv at blive ustabilt. Det kan altså sætte en stopper for de skadelige kædereaktioner, vi forbinder med frie radikaler. Her kan også nævnes C-vitaminets evne til at ”regenerere” slidt E-vitamin – og vice versa. De to antioxidanter er således i stand til at holde hinanden aktive og effektive.

Så kommer rollen som stabiliserende faktor i bindevævet, som vi har overalt i kroppen, i sener, hud og knogler. Mere herom nedenfor.

C-vitaminet spiller også en central rolle i immunsystemets forsvar mod indtrængende bakterier og virus.

Det er endvidere vigtigt for nervesystemet og hjernens udvikling. C-vitamin indgår bl.a. i produktionen af neurotransmittere som noradrenalin, serotonin og dopamin og hormoner som adrenalin.

De fleste dyr kan selv lave C-vitamin – det er kun os mennesker sammen med nogle få andre arter som aber, marsvin og hamstere, der er afhængige af at få det med føden.

Derfor giver det også mening, at professor ved KU Jens Lykkesfeldt i mange år har forsket i, hvad mangel på C-vitamin hos marsvin betyder. Senest har et studie af vitaminets indflydelse på fosterhjernen vist, at mangel på C-vitamin gjorde marsvinene mindre intelligente. Forklaringer kan være øget oxidativt stress i hjernen, og at hjernecellerne har svært ved at udvikle sig optimalt ved mangel på C-vitamin. Jens Lykkesfeldts forskning har i øvrigt betydet, at man i USA anbefaler gravide kvinder og rygere en 30% højere daglig dosis af C-vitamintilskud end den almindelige befolkning.

Videre i listen skal nævnes C-vitaminets betydning for leverens afgiftende enzymsystemer.

Og endelig dets betydning for god optagelse af jern.

C-vitaminet og bindevævet
Når vi kalder det ”vitaminet, der holder sammen på det hele”, er det på grund af C-vitaminets centrale rolle for bindevævet. Det vil nemlig ved alvorlig mangel på C-vitamin simpelthen gå i opløsning… tænderne ploppe ud af munden, bindevævet omkring organerne give slip…. Vi taler om sygdommen skørbug, som for få hundrede år siden, inden C-vitaminets betydning for bindevævet var kendt, tog livet af mange søfolk på langfart som følge af måneders underlødig, ensformig – og C-vitaminfattig – kost.

Men selv om de ikke dengang kendte til C-vitaminet, opdagede den britiske militærlæge James Lind (1716-1794), at citrusfrugter kunne modvirke skørbug. Det havde den portugisiske opdagelsesrejsende Vasco da Gama (1460-1524) dog allerede et par hundrede år tidligere fået færten af. Portugiserne plantede citrustræer på øen Santa Helena i det sydøstlige Atlanterhav, hvor de satte skørbrugsramte sømænd af på vej hjem fra de lange handelsrejser til Asien.

Skørbug er ikke et almindeligt problem i dag, hvor de fleste af os er sikret alt det C-vitamin, vi behøver, gennem kosten. Dog kan det stadig være et problem i flygtningelejre, blandt alkoholikere og narkomaner.

Også ”bare” rygere er målbart dårligere til at optage C-vitamin end ikke-rygere. Det menes, at omkring 30-40% af alle rygere lider af marginal mangel på C-vitamin.

C-vitaminets historik
Selv om man så at sige havde haft færten af C-vitaminet gennem lang tid, angives det først som opdaget i 1912, hvor kemikeren Kasimir Funk forudsagde eksistensen af fire vitaminer, som vi i dag ved var C, B1, B3 og D-vitamin.

I 1927 isolerede den ungarske biokemiker Albert Szent-Györgyi en substans fra binyrer, appelsinsaft og kål, som han mente var C-vitamin. Det indbragte ham i 1937 en nobelpris.

I 1933 fandt man ud af at producere syntetisk C-vitamin. Hoffmann La Roche fik fremstillingspatentet, og siden er vitaminet fremstillet i rå mængder til brug i alskens sammenhænge til mennesker, inden for landbruget, medicinalindustrien, levnedsmiddelindustrien – og kosmetikkens verden, for blot at nævne nogle eksempler.

C-vitamin og askorbinsyre dækker i øvrigt over nøjagtigt samme molekyle og er altså præcis det samme. Naturligt forekommende C-vitamin benævnes L-askorbinsyre.

Vandopløseligt og let forgængeligt
C-vitamin er vandopløseligt. Det vil sige, at indtager man mere, end kroppen behøver, vil det overskydende ganske enkelt blive tisset ud igen.

I ”Politikens bog om vitaminer og mineraler” af Jerk W. Langer fremgår det, at 70-90% af kostens vitamin C-indhold bliver optaget fra tyndtarmen, når vitaminet indtages i sædvanlige doser på op til ca. 180 mg om dagen. Optagelsen falder gradvist, når vitaminet tages i højere doser, og mindre end halvdelen bliver optaget fra en tablet med fx 1.000 mg. Bivirkninger som mavebesvær og diarré, der kan opstå af høje doser, skyldes netop, at en stor del af vitaminet ikke bliver optaget men passerer videre ned gennem fordøjelsessystemet. Det betyder formentlig i praksis, at doser over 200 mg næppe indebærer nogen større fordele for i øvrigt raske personer, fordi det hurtigt udskilles gennem urinen.

At vitaminet er vandopløseligt betyder også, at hvis du for eksempel koger C-vitaminrige grøntsager, vil vitaminet trænge ud i kogevandet – og du får ingen glæde af det. Derfor skal du hellere dampe dine grøntsager. C-vitamin nedbrydes også ved stegning og opvarmning i det hele taget. Og for nu at fortsætte ud ad den tangent: C-vitamin nedbrydes også ved kontakt med luft og direkte sollys.

Det er en sart størrelse!

Mere positivt: Generelt kan man sige, at jo friskere og jo mindre tilberedte dine madvarer er, desto mere C-vitamin vil de indeholde.

Gode kilder til C-vitamin
Der er C-vitamin i en meget stor del af den mad, vi spiser. Havtorn er en højdespringer med et indhold på 695 mg pr. 100 g. Solbær har 200 mg, kål 120 mg. Herefter kommer kiwi og broccoli med 90 mg, papaya og jordbær med 60 mg, appelsiner og citroner med 53 mg. Ananas og blomkål byder på 48 mg, og endelig lægger grapefrugt, hindbær, passionsfrugt og spinat sig på linje med 30 mg.
Kilde: Tal fra USDA Food Composition Databases

Anbefalet daglig dosis C-vitamin for voksne mænd og kvinder er 75 mg. Gravide og ammende bør dog indtage henholdsvis 85 og 100 mg pr. døgn.
Kilde: netdoktor.dk

Et ofte brugt eksempel i denne sammenhæng er, at en halv kiwi indeholder ca. 45 mg. Så hvis man i øvrigt spiser nogenlunde sundt og varieret, vil det ikke udgøre det mindste problem at få den anden halvdel dækket via kosten, da en meget stor del af vores fødevarer indeholder C-vitamin.

En halv kiwi om dagen kan altså være din bedste C-vitaminpille.

Kan C-vitamin forebygge forkølelse?
Det vil de fleste nok mene, og det har baggrund i, at nobelprismodtageren Linus Pauling i 1970 udgav bogen, ”C-vitamin og forkølelse”. Han mente, at vitaminet både kunne give et lettere og et kortere forkølelsesforløb. Bogen blev meget populær, mange købte ind i hans tanker – men den videnskabelige verden kan ikke bakke op om teorien.

Om den opdaterede viden, vi har i dag, om C-vitamin og forkølelse, fortæller læge og foredragsholder Jerk W. Langer: ”Den videnskabelige forskning konkluderer overordnet, at C-vitaminer ikke forebygger forkølelse, selvom man tager dem regelmæssigt vinteren over i ganske høje doser, ifølge en samlet analyse af 29 kontrollerede afprøvninger med deltagelse af 11.300 mennesker, som har anvendt doser C-vitamin på 200 mg eller højere. Ifølge nogle studier kan C-vitamin måske afkorte varigheden og sværhedsgraden en smule, når man først er blevet forkølet.

I særlige situationer kan man have nytte af at tage C-vitaminer forebyggende, nemlig såfremt man i en kortere periode belaster kroppen meget hårdt såsom maratonløbere, langrendsskiløbere og soldater i kolde omgivelser. Da synes vitamin C at halvere forekomsten af forkølelse.

Vælger du at tage vitamin C forebyggende, er det rart at vide, at selv høje doser ikke har alvorlige bivirkninger. 2.500 personer, der tog en kæmpedosis på over 1.000 mg om dagen, havde ikke flere bivirkninger end i kontrolgruppen. Sammenfattende er C-vitamin for de fleste ikke pengene værd, når det gælder forkølelse, men på den anden side heller ikke farligt,” slutter Jerk W. Langer.

C-ollagen-vitamin
I hudplejen bruges C-vitamin ofte som antiage-middel, glød-giver og pigmentudjævner.

C-vitamin nedbrydes hurtigt ved kontakt med luft eller vand, og det sætter sine krav til brug i hudplejeprodukter – det vil blive inaktivt, hvis det bliver formuleret ind i en almindelig creme eller lignende. C-vitaminet skal holdes intakt og uforstyrret frem til påføringsøjeblikket, hvis det skal give mening.

Co-enzym
Et co-enzym er et enzym, hvis rolle er at aktivere andre enzymer, så de kan udføre deres arbejde.

Men lad os lige citere James Hamblin fra bogen ”Clean, the new science of skin and the beauty of doing less”: ”Den absolut bedste måde at få C-vitamin ind i kroppens celler på er den ikke så smarte, men velkendte mulighed at spise frisk frugt og grøntsager. De indeholder også andre elementer såsom fibre, der er gode for mikrobiomet. Maven indeholder stærke syrer, som din hud mangler, og som er skabt til at absorbere næringsstoffer som C-vitamin.”

I lærebøgerne vil du kunne se, at C-vitamin ofte som noget af det første står som vigtigt for bindevævet, der jo udgør en stor del af kroppens opbygning og omslutter alle muskler osv.

Men bindevævet består, som nok bekendt, ikke mindst af kollagen (og elastin), og produktionen af begge dele forudsætter en tilstrækkelig tilgang til C-vitamin. I virkeligheden er det vel en generalisering at sige ”vigtigt for bindevævet” – ”vigtigt for kollagenproduktionen” ville være mere præcist.

Kollagenproteinet møder vi i bindevæv i hele kroppen og i sener, hud, ledbrusk, knogler og tandkød. Kollagen indeholder som omtrent det eneste protein i kroppen den særlige aminosyre hydroxyprolin, som kræver C-vitamin for at kunne dannes. Så det er forklaringen.

Dermed kommer C-vitaminets rolle for en intakt hudstruktur ind i billedet, da det jo er det kollagen- og elastinrige bindevæv, der afgør hudens fasthed og spændstighed.

Antioxidant
En antioxidant er et molekyle, som formår at afgive en elektron til en fri radikal (= et molekyle, der mangler en elektron) UDEN selv derved at blive til en fri radikal. Dermed sætter antioxidanter en stopper for de fri radikalers hudnedbrydende kædereaktioner.

KILDER:
Videnskab.dk
Netdoktor.dk
Jerk W. Langer: ”Politikens bog om vitaminer og mineraler”
James Hamblin: “Clean, the new science of skin and the beauty of doing less”
Anette Kristine Poulsen: ”Seriøst Bedre Hud”
Monty Lyman: “The Remarkable Life of the Skin”
https://videnskab.dk/krop-sundhed/sammenhaeng-mellem-lav-intelligens-og-mangel-pa-c-vitamin
https://www.cochrane.org/CD000980/ARI_vitamin-c-for-preventing-and-treating-the-common-cold [25]

Hudplejeprodukter med C-vitamin:

[26]

Algenist Blue Algae Vitamin C Dark Spot Correcting Peel er baseret på en ny form for C-vitamin, som er udvundet af den blågrønne alge spirulina – en ren L-ascorbinsyre med lysnende effekt og antioxidant-egenskaber.

Dermalogica BioLumin C Gel Moisturizer anvender tetrahexyldecyl ascorbate, som er olieopløselig, stabilt og ikke-irriterende. C-vitaminet er indeholdt i en emulsion, som frigives, når produktet smøres på huden.

Dr. Barbara Sturm – The Good C Vitamin-C Serum indeholder en blanding af tre former for C-vitamin kombineret med zink for bedre optagelse af C-vitamin i huden.

Formula 10.0.6 Melt Away Triple-Action Cleanser Vitamin C er baseret på tetrahesyldecyl ascorbate, som virker lysnende på huden. Produktet er en del af Vitamin Collection-serien, som var nomineret i Danish Beauty Award i år.

La Roche-Posay Pure Vitamin C10 Serum indeholder 10% C-vitamin og eksfolierende salicylsyre.

Ole Henriksen C-Rush Brightening Gel Crème – Ole H. er stor fortaler for vitamin C i hudplejeprodukter blandt andet pga. vitaminets lysnende effekt, der giver udstråling. Den sikre vej til at opnå The Ole Glow!

Origins Ginzing Into The Glow Brightening serum with Vitamin C indeholder ud over C-vitamin også AHA/BHA, hyaluronsyre og grøn kaffebønne-ekstrakt, som giver hurtig udstråling til huden.

pHformula VITA C serum 12% vitamin C complex indeholder 12% C-vitamin og et C2C Messenger-kompleks (C2C står for celle-til-celle), der fremmer cellekommunikationen.

 

Kosttilskud med C-vitamin:

[27]

New Nordic C-immun tabletter er højdosis ascorbinsyre med 800 mg pr. tablet, som understøtter immunsystemet, beskytter cellerne mod oxidativt stress og hjælper kroppen med kollagendannelse.

Natur-Drogeriet C-vitamin pulver er et alternativ til C-vitamintabletter. Pulveret opløses i væske, og ascorbinsyren giver det en let syrlig smag. Er både vegetarisk og vegansk.

*****

Læs også om A-vitamin [21], B-vitamin [22] og D-vitamin [28].

B-vitamin

Posted By Beautynews On In Artikler | Comments Disabled

B-vitamin er ikke ét vitamin, men en gruppe på – alt efter definition – 5 eller 8 vandopløselige vitaminer med såvel sammenfaldende som individuelle talenter.

Artikel fra Fagbladet Kosmetik maj 2021 (se artiklen i PDF-format her: Vitamin B x mange [29])

[30]

Når det kan diskuteres, om B-vitamingruppen består af 5 eller 8 vitaminer, skyldes det, at den klassiske ”nummerering” kun omfatter B1, B2, B3, B6 og B12. Men tre andre opfattes også som en del af B-vitamingruppen, nemlig pantotensyre (B4 eller B5) – biotin (ses både omtalt som B7 og B8) – og folat (B9).

Fælles for alle B-vitaminerne er, at de er vandopløselige. Det vil sige, at de hurtigt optages, men også hurtigt udskilles af kroppen igen – kun B12 kan i mindre mængde lagres i leveren. Størstedelen skal tilføres udefra – dog kan kroppen lave B3 af en kombination af B6 og aminosyren tryptofan, mens B6, B7 og B12 kan dannes af bakterierne i tarmens mikrobiom – dog ikke i selvforsynende omfang. Derfor er daglig tilførsel af hele talrækken vigtig – og det især for aktive mennesker, som drikker og sveder meget. Og det sker ideelt via kosten frem for via tilskud.

”Ideelt gennem kosten” fordi vi her ikke møder B-vitaminerne isoleret og i udvalgte sammensætninger, men som et samlet kompleks. Og når naturen har lavet det sådan, er det formodentlig, fordi det er det optimale for kroppen. Adler skriver i sin bog ”Under Huden”: ”Vitaminer som kosttilskud er kun det næstbedste valg. De giver et enkelt ekstrakt, men ikke en blandet naturcocktail, hvor mikronæringsstoffer på en optimal måde optræder sammen. Men de er et alternativ, når en alsidig og naturlig kost ikke er mulig i længere tid”.

Og Videnskab.dk skriver: ” B-vitamin findes i næsten alle former for fødevarer, og derfor er det ofte også svært ikke at få nok af dem”.

Fællesnævnere
B-vitaminerne anses for co-enzymer (hjælpe-enzymer), der er centrale for rigtig mange processer i kroppen. Blandt gengangerne er, at de er vigtige for stofskiftet/forbrændingen, så kroppen får energi til rådighed fra kosten, for nervesystemet, for kredsløbet, for produktionen af røde blodlegemer – og for hud, hår og negle.

Men lad os kigge nærmere på dem.

B1 – Thiamin
B1 eller thiamin var det første af B-vitaminerne, der blev opdaget.

Vitaminet fungerer som co-enzym i stofskiftet, hvor det indgår i omdannelsen af kulhydrater til glukose, der siden igen forbrændes til den energi, som er brændstof for hjerne, muskler og nervesystem. Det laver så at sige din mad om til brændstof og er på den måde vigtigt for kroppens energiniveau.

Det indgår også i dannelsen af nervesystemets signalstof (neurotransmitter) acetylkolin.

Bonusinfo: det skulle kunne holde myg på afstand at spise 1 til 1,5 g B1-vitamin dagligt.

B2 – Riboflavin
B2, eller riboflavin, blev først isoleret fra mælk i 1933. Det har en stærk gul farve og er meget lysfølsomt.

Også B2-vitamin er centralt for omsætningen af kostens indhold af energi, men hvor B1 er knyttet til omsætningen af kulhydrat, indgår B2 også i omsætningen af protein og fedt. Og dermed igen vigtigt for kroppens energiniveau. Tilstedeværelsen af B2 er samtidig vigtig for dannelse og funktion af B3 og B6. Endvidere spiller det en rolle for at beskytte mod reaktive oxygenmetabolitter – det indgår altså i kroppens antioxidant-forsvar.

I kosmetisk sammenhæng forbindes vitaminet især med evnen til at danne og bevare hud, hår og negle. Hertil kommer en evne til at bevare normale slimhinder og røde blodlegemer.

Et studie fra 2016 har vist, at unge migræneramte ofte mangler B2.

B3 – Niacin
B3 eller niacin findes som syre (nikotinsyre) og som amid (nikotinamid/niacinamid).

Kroppen kan danne sit eget B3-vitamin med en kombination af B6 vitamin og aminosyren tryptofan.

Også B3 er som co-enzym vigtigt for et normalt energistofskifte, og som B2 indgår det i omsætningen af både kulhydrater, proteiner og fedt (især nikotinamid), ligesom det er vigtigt for nervesystemets normale funktion (især nikotinsyre). Videre indgår det i mange processer, der angår vores arvemasse og for at sikre DNA’ets stabilitet. Dertil en evne til at virke kolesterolsænkende og stabilisere blodsukkeret samt hjælpe kroppen med at bortskaffe uvedkommende kemiske stoffer.

Kosmetisk må det anses for vigtigt. Det bidrager til normal hud og normale slimhinder og i disse år rider det på en bølge af opmærksomhed og succes grundet sine mange øvrige fordele for huden: Modvirker akne, udglatter rynker, bleger pigmentpletter, modvirker rødme, styrker hudbarrieren og regnes for at have en evne til at forbedre rosacea og atopisk dermatitis. Den version, der bruges inden for hudpleje, er syntetisk frembragt. Normalt indhold for mærkbar effekt ligger på 2-5%.

B5 – Pantotensyre
Vitaminet hed ”i gamle dage” B4, men benævnes nu B5. Navnet pantotensyre kommer fra græsk ”Pantos”, der betyder ”overalt”: Det findes i alle levende celler og dermed i alle fødevarer fra planter og dyr. Af samme årsag regner man med, at vi alle er rigeligt forsynet og ikke behøver tilskud.

Det er vigtigt for stofskiftet, fordi det er med til at syntetisere stoffet ”co-enzym A”, der er centralt for energistofskiftet – igen handler det altså om forbrændingen af kulhydrater, proteiner og fedt. Men det er også centralt for mange enzymreaktioner, der handler om at skabe de essentielle fedtsyrer, cellemembranerne består af. Det er således vigtigt for at bevare og reparere celler overalt i kroppen.

Pantotensyre indgår også i dannelsen af hormoner som bl.a. væksthormoner. Derudover kædes det sammen med at beskytte nervesystemet, producere neurotransmitteren acetylkolin og stabilisere immunsystemet.

Bonusinfo: Der nævnes en positiv effekt mod PMS.

[31]

B6 – Pyridoxin
Igen med B6 eller pyridoxin står vi med et vitamin, der er vigtigt for at danne energi. Som co-enzym igangsætter det mange reaktioner i kroppen – som stofskiftets energifrembringelse (nedbryder glykogen til glukose) og dannelsen af de aminosyrer, der bruges til opbygning af proteiner. Dermed spiller det en central rolle for al vækst og vedligeholdelse – det kaldes også ”kvindernes vitamin”, fordi dets betydning for celledeling og vækst er vigtig for en normal graviditet.

Derudover indgår B6 i dannelsen af antistoffer (også proteiner), hæmoglobin, hormoner og neurotransmittere (serotonin). Det spiller en rolle for optagelsen af især magnesium og zink. Kroppen bruger også B6-vitamin til at opbygge DNA og til vedligeholdelse af immunforsvaret.

Som nævnt er B6 også med til at omdanne aminosyren tryptofan til B3. Vitaminet kan også produceres af tarmens mikrobiom.

Bonusinfo: Også her nævnes en positiv effekt mod PMS.

B7 – Biotin
Biotin – engang kaldet H-vitamin – har været benævnt ”skønhedsvitaminet”, fordi det spiller en rolle for at bevare hud, hår og negle. Det har dog også andre, vigtige funktioner – igen er det som co-enzym i omsætningen af især kulhydrat og fedt centralt for den energi, kroppen har til rådighed. Det er også involveret i foldningen af DNA’et, hvilket betyder, at det er med til at regulere hvilke gener, der bliver/ikke bliver udtrykt.

Sygdomstilstande kan give B7-mangel, som kan føre til bl.a. eksem og hårtab.

Biotin kan også dannes af tarmens mikrobiom – men ikke nok til at dække vores behov.

B9 – Folat
B9 eller folat spiller som coenzym en vigtig rolle i DNA-syntesen, for en normal aminosyresyntese, for dannelsen af celler i blodet og for celledelingen. I stofskiftet arbejder folat tæt sammen med B12.

Langer skriver i ”Politikens bog om vitaminer og mineraler”: ”Folat er med til at opbygge de såkaldte nukleinsyrer. Det er de kemiske stoffer, der udgør det genetiske arvemateriale DNA og RNA. Så vitaminet har stor betydning for, om en celle kan danne nyt arvemateriale og hermed kan dele sig i to datterceller, når organismen vokser og regenererer”.

Netop den centrale betydning for celledelingen og dermed for fostrets sunde udvikling har gjort folat/folinsyre (den syntetiske form – optages bedre i kroppen end folat) meget vigtig i graviditetens første måneder. Tilskud tilrådes ”så snart man bare tænker på at blive gravid” – Sundhedsstyrelsen anbefaler 400 µg dagligt fra planlagt graviditet til 3 måneder inde i graviditeten.

Videnskab.dk fortæller, at et norsk studie har vist, at indtag af folinsyre under graviditeten også mindsker risikoen for autisme.

Folat kan ødelægges af solens UVA-stråler.

B12 – Kobalamin
B12-vitamin eller kobalamin er det største og mest komplekse af B-vitaminerne. Faktisk er det ikke engang et enkelt stof, men en gruppe stoffer, der fungerer som co-faktorer (deres tilstedeværelse er en forudsætning for, at andre enzymer kan udføre deres arbejde).

Det er et B-vitamin, der skiller sig lidt ud: Til forskel fra de øvrige B’ere kan B12 deponeres i leveren. Og det hører til de få, der produceres af tarmens mikrobiom. Men animalsk kød er den centrale kilde til B12-vitamin. B12 indeholder grundstoffet kobolt, som giver en rød farve.

Vitaminet indgår i aktiveringen af proteiner, som folder DNA, RNA og proteiner. Det har videre betydning for dannelsen af røde blodlegemer, for knoglemarvens produktion af immunsystemets hvide blodlegemer og blodplader, og blodets evne til at størkne, for nervesystemet – det er med til at danne fedtstoffet myelin, der ligger som ”isolering” omkring nervefibrene. Er desuden involveret i forbrændingen af fedt og proteiner. Det er en vigtig vækstfaktor i børns udvikling, og endelig hjælper det rygere med at udskille tobakkens giftige cyanider.

Mangelsituationer kan opstå hos især små børn, der udelukkende lever vegansk – men også hos voksne veganere. Dertil er ældre mennesker generelt udsat for at være i mangel, hvilket kan føre til demens-lignende symptomer.

[32]

Kilder: Adler, Under Huden – Flytlie, Vitaminrevolutionen – Jablonski, Skin – Langer, Politikens bog om vitaminer og mineraler – Murad, The Water Secret – O’Connor & Spunt, No More Dirty Looks – Poulsen, Seriøst bedre hud – Videnskab.dk – Yarosh, The New Science of Perfect Skin

Produkter med B-vitaminer:

[33]

Bobbi Brown Vitamin Enriched Eye Base indeholder en nærende blanding af B3, B5, B6, B9 og B12 kombineret med bl.a. sheasmør.

Faaborg Pharma Helo Pro Ad med B3 for at booste hudens forsvar og B5 for at understøtte en naturlig opheling.

Formula 10.0.6 Hydrate State Vitamin B Rejuvenating Daily Moisturizer med bl.a. niacinamid er især målrettet mod at beskytte mod miljøskader.

DMSK Natcreme. Med beroligende B5/panthenol og multifunktionel B3/niacinamid mod akne, pigmentpletter og rødme.

Emma S Treatment Niacinamide Formula. Niacinamid anvendes her for at styrke hudbarrieren, minimere porestørrelse, forbedre hudens tekstur og tone samt mindske fine linjer.

MDerma Face 21 Moisturizing Gel. Med niacinamid for forbedret elasticitet samt mod hyperpigmentering og gulnet hud.

Klint Care håndcreme med Vitamin B3. Klint Care henter sin B3 fra risklidolie og açai og bruger vitaminet for dets evne til at styrke hudens fedtbarriere og mindske fugttab.

La Roche-Posay Hyalu B5 er en serie på fire produkter baseret på hyaluronsyre og B5-vitamin specielt til sensitiv hud.

pHformula V.I.T.A. B3-creme indeholder niacinamid for at forebygge og behandle synlige tegn på rødme, pigmentforandringer og ældning.

RÅ Pure Actives Clarifying Complex benytter niacinamid som en af flere ingredienser for at styrke hudens barrierefunktion og elasticitet og modvirke store porer.

Kosttilskud med B-vitaminer

[34]

Matas Striber Kosttilskud B12 indeholder 1000 μg B12 pr. tablet.

New Nordic b-energy indeholder et højdoseret B-vitamin kompleks, hvor B2, B6, B12 og niacin hjælper til at reducere træthed og udmattelse, mens B6 regulerer hormonaktiviteten og støtter normale psykologiske funktioner.

Smuuk Skin Hair Booster indeholder thiamin (B1), riboflavin (B2), niacin (B3), pantotensyre (B5) og B6 for at vedligeholde et normalt hår.

Terranova Vitamin B-Complex + Vitamin C indeholder et kompleks med B1, B2, B3, B5, B6 og B12 til fordel for hud, hår og negle.

*****

Læs også om A-vitamin [21], C-vitamin [23] og D-vitamin [28].

CIMI søger Key Account Manager

Posted By Beautynews On In Brancheinformation | Comments Disabled

***Jobannonce***

Cimi har indgået et strategisk samarbejde med en stor tysk spiller inden for Beauty Accessories og søger en ny kollega til vores hovedkontor i Esbjerg.

Cimi Beauty Bags søger en ny Key account manager, som brænder for salg, kundeopdyrkelse og kundepleje. Har du lyst til at blive en del af en moderne virksomhed inden for beauty branchen, hvor der er en stærk teamånd og et stort fokus på international markedsudvidelse, salg og gode kunderelationer, så er det dig vi leder efter.

Virksomheden
Cimi Beauty Bags blev stiftet i 1992 og er i dag en af de førende bæredygtige virksomheder inden for Beauty Accessoires branchen. Vi har massivt fokus på vækst på den internationale scene og vi leder derfor efter en erfaren og skarp Key account manager, der har et solidt international netværk at drage nytte af indenfor branchen.

Jobbet
Du vil referere til vores salgschef og du bliver en del af et dynamisk team hvor målrettethed, dedikation og godt humør kendetegner vores hverdag. Vi er en mindre virksomhed med (10 kollegaer i ind- og udland). Du bliver ansvarlig for B2B kundeopdyrkelse, udvikling og vedligeholdelse, hovedsageligt i Skandinavien og de tysktalende lande. Det tæller både detail, Ecommerce og distributører.

 Ansvarsområder:


Profil

Du elsker salg og kundeudvikling i et internationalt perspektiv. Du har et godt netværk at trække på inden for branchen, og du besidder et godt overblik i en dynamisk branche. Du kan identificere dig med brandet og vores bæredygtige profil. Du er proaktiv i din tilgang til opgaver og forstår at arbejde struktureret og målrettet i en hverdag, hvor tingene går stærkt, og opgaverne er mange og alsidige.

Udover dette forventer vi, at du

Kan du se dig selv i overnævnte stilling, så send din ansøgning til mikkel@cimi.dk [35]

Deadline for ansøgning er 15. december 2021.

Vores adresse:
Cimi Beauty Bags
Navervænget 4
DK Esbjerg V 6710
WWW.CIMI.DK [36]

 

*****

Ansatte undgår maske uden påkrav

Posted By Beautynews On In Brancheinformation,Nyheder | Comments Disabled

Fra i dag, den 1. december 2021, er bekendtgørelsen om mundbind for de ansatte i detailhandlen ændret således, at arbejdsgiveren slipper for det administrative arbejde med at udstede et påbud om coronapas.

I mandags blev igen indført krav om, at kunder og ansatte i detailhandlen skal bære mundbind/visir. Medarbejdere i detailhandlen skal bære mundbind/visir, medmindre de kan forevise gyldigt coronapas. I første omgang var det et krav, at arbejdsgiveren havde fremsat pålæg om forevisning af coronapas i henhold til lov om arbejdsgiveres adgang til at pålægge lønmodtagere forevisning af coronapas, test for covid-19 mv., og at medarbejderen havde efterkommet dette pålæg.

Men fra i dag, den 1. december 2021, er det muligt for medarbejdere at undgå af bære mundbind, uanset om virksomheden formelt har fremsat pålæg om forevisning af coronapas. Nu er det nok, at medarbejderen rent faktisk har coronapasset. Det er således frivilligt for medarbejderen at forevise coronapas for derved at kunne undgå at bære mundbind. Det vil fortsat være op til arbejdsgiveren at kontrollere medarbejdernes coronapas.

Læs mere om ændringen i reglerne her:

Erhvervsministeriet [37]

Dansk Erhverv [38]

Coronapas på klinikker
Hos de liberale personrelaterede serviceerhverv som frisører og kosmetologer gælder fra mandag den 29. november 2021, at kunder skal fremvise coronapas. Læs mere her:

Dansk Kosmetolog Forening [39]

*****

Borgere og branche ønsker ikke dyreforsøg i EU

Posted By Beautynews On In Artikler,Brancheinformation | Comments Disabled

Kosmetik er ikke testet på dyr. I EU tillader kosmetiklovgivningen ikke at teste hverken færdige produkter eller ingredienser til kosmetik på dyr. Siden 2013 har der været både et test- og et markedsføringsforbud i EU. Alligevel er der netop sat en kampagne og underskriftsindsamling i gang af blandt andre The Body Shop og Dove. Hvorfor er det dog nødvendigt? Det kan du blive klogere på her.

Artikel fra Fagbladet Kosmetik november 2021 af Anne-Dorte Mathiesen (se artiklen i PDF-format her: Dyreforsøg [40])

EU’s kemikalielovgivning (REACH) kræver i enkelte tilfælde, at ingredienser sikkerhedsvurderes i forhold til arbejdsmiljørelaterede forhold. I særlige tilfælde anmoder Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) om dyreforsøgsdata for ingredienser til kosmetik – også selvom råvareproducenterne har forsøgt med alternative metoder. Det er i modstrid med branchens og offentlighedens forventninger, ønsker og lovgivernes hensigt.

REACH kræver flere dyreforsøg
I en ny rapport fra ALTEX (Alternatives to Animal Experimentation) er der gennemgået REACH-dossierer for kemikalier, hvor den eneste rapporterede anvendelse er kosmetik. Resultatet af denne undersøgelse blev, at REACH-databasen har 3.206 kemiske dossierer med kosmetik som rapporteret brug, af dem havde 419 kosmetik som den eneste brug. I 63 tilfælde var der gennemført in vivo-tests på dyr, efter forbuddet i kosmetiklovgivningen er trådt i kraft i 2013. Det er endda sandsynligt, at der vil blive krævet flere dyreforsøg fremover: ”Problemet er ECHA-evalueringsprocessen, der ender med anmodninger om nye in vivo-tests, oplyser Costanza Rovida fra Center for Alternatives to Animal Testing Europe (CAAT – Europe), University of Konstanz i Tyskland.

Hvilke ingredienser er det?
Listen over de 63 ingredienser, der er testet på dyr, indeholder stoffer, der bruges i mange produkter fx helt generelle konserveringsmidler, men også nye ingredienser, som er afledt af naturlige stoffer, der har særlige anvendelser”, siger Costanza Rovida og fortsætter: ”Det er ikke muligt at angive frekvensen af brugen af disse ingredienser, men idet in vivo-testene udføres til REACH-formål, så bruges data ikke til risikovurdering af det endelige kosmetiske produkt. Derfor går disse oplysninger tabt.”

Vi ønsker dyrefri testning
Både forbrugere og den kosmetiske industri anser det som af største vigtighed at have kosmetik fri for dyreforsøg. ”Vi byder debatten om initiativer, der er målrettet mod at fremme dyrefri testning, velkommen. Det gælder også det europæiske borgerinitiativ “Save cruelty free cosmetics”, der rejser nogle væsentlige diskussioner,” oplyser Helle Fabiansen, direktør i Kosmetik- og Hygiejnebranchen. ”Kosmetikindustrien har stået i spidsen for at udvikle alternativer til dyreforsøg i mere end 30 år, og kosmetikindustrien er dedikerede til at fortsætte dette arbejde,” siger branchedirektøren.

1 million underskrifter
The Body Shop og Dove er gået sammen med flere dyrevelfærdsorganisationer i kampagnen, hvor de vil indsamle underskrifter fra 1 million EU-borgere for at redde cruelty free kosmetik i Europa. Når så mange borgere kræver det i et registreret borgerinitiativ, så skal Kommissionen tage stilling til spørgsmålet og konflikten mellem ECHAs krav om toksicitetsdata til REACH og forbuddet mod dyreforsøg i EUs kosmetiklovgivning.

Globalt forbud
”Industrien har i samarbejde med brancheorganisationer og en bred gruppe af interessenter inden for kosmetikindustrien arbejdet for at udvikle et nyt globalt videnskabeligt kosmetikprogram, der skal fremme den regulatoriske accept af alternativer til dyreforsøg på et globalt plan. Den europæiske brancheforening Cosmetics Europe forventer at offentliggøre flere detaljer om dette arbejde i løbet af de kommende måneder,” oplyser Helle Fabiansen fra den danske brancheforening.

Ændr holdning
”Jeg håber, at kosmetikvirksomheder i fremtiden vil give konflikten mellem reglerne mere opmærksomhed og få råvareleverandørerne til at undgå de ubrugelige in vivo-tests. Vi har brug for en ændring i REACH-teksten eller endda en anden holdning hos assessorerne. Jeg håber personligt, at mit paper kan bidrage til det,” siger Costanza Rovida.

Se rapporten
ALTEX-rapporten “Continuing animal tests on cosmetic ingredients for REACH in the EU” kan findes på www.altex.org [41]

Borgerforslagets mål
Borgerforslaget ”Save Cruelty Free Cosmetics – Commit to a Europe Without Animal Testing” er registreret hos EU-Kommissionen, og underskriftsindsamlingen er i gang. De tre mål lyder:

  1. Værn om og styrk forbuddet mod dyreforsøg i forbindelse med kosmetik
  2. Ændr EUs kemikalieregulering REACH
  3. Moderniser videnskaben i EU, så en plan til afvikling af alle dyreforsøg kan etableres

Du kan skrive under på eci.ec.europa.eu/019/public/#/screen/home [42] indtil 31/08/2022.

*****

Ninas leder i november-nummeret

Posted By Nina H. Kluge On In Blog | Comments Disabled

[43]

Kære læser

Endnu et ”corona-år” lakker mod enden, og heldigvis er alt gået den rigtige vej det sidste halvår, primært takket være et effektivt vaccinationsprogram i Danmark, men også takket være omfattende støtteordninger for erhvervslivet, som nok har reddet nogen og sikret økonomisk overlevelse, selvom det ikke har været uden udfordringer, og mange er stadig udfordret.

Vi har til dette nummer af KOSMETIK talt med flere i branchen om, hvordan det er gået på duftmarkedet, som man måske forventede ville have lidt under corona, men det forlyder paradoksalt nok, at det faktisk er gået meget godt. Af det kan vi så lære, at det ikke er behovet for at dufte godt for andre, der har styret forbruget, men at det derimod mere handler om at gøre noget godt for sig selv. Det kan du læse mere om i Kitt Andersens artikel om duftmarkedet 2021.

Og så til noget helt andet: i august startede The Body Shop og Dove kampagnen ”Save Cruelty Free Cosmetics”. Hvorfor dog det, tænker du måske, for vi har jo haft forbud mod dyreforsøg i kosmetikbranchen siden 2013. Men der er nu opstået modsatrettede interesser, idet Det Europæiske Kemikalieagentur har foreslået dyreforsøg på visse ingredienser, og nogle af disse ingredienser anvendes også i kosmetiske produkter. Det er en kompliceret affære, men Anne-Dorte Mathiesen har forsøgt at redegøre for de konfliktende retningslinjer i artiklen om dyreforsøg. Læs med og bliv klogere. Der er i øvrigt også et link til underskriftsindsamlingen, hvis du vil være med til at påvirke beslutningen i EU.

Jeg vil her bringe en stor lykønskning til Estée Lauder Companies, som i år fylder 75 år. Det kan du læse mere om i artiklen om Estée Lauder. Det er en fantastisk historie om Mrs. Lauder, der baseret på en stor portion vilje og masser af hårdt arbejde kæmpede sig op til at blive en verdensomspændende succes. Som hun selv sagde: “I never dreamed of success. I worked for it.”

Med dette og meget mere siger vi god læselyst – og rigtig god julehandel. På gensyn i næste nummer af Kosmetik den 20. februar 2022.

Med venlig hilsen
Nina H. Kluge
Ansv. redaktør

November-nummeret er på vej

Posted By Beautynews On In Brancheinformation,Nyheder | Comments Disabled

Nu er KOSMETIKs november-nummer sendt afsted med posten til alle vores læsere. Glæd dig til at læse om bl.a. status på kosmetiklovgivningen om dyreforsøg, om trends på duftmarkedet år 2021, om kosttilskud i forskellige udformninger, om D-vitamin, deodoranter og ikke mindst om Estée Lauders 75 år i skønhedens tjeneste. Med dette og meget mere siger vi rigtig god læselyst!

PS. Hvis du ikke modtager KOSMETIK-bladet og ønsker at abonnere på det, så se her: Abonnement på KOSMETIK [44]

Weekend i Bella Centret

Posted By Beautynews On In Blog | Comments Disabled

Jeg har tilbragt weekenden i Bella Centret – nærmere betegnet på BEAUTY21-messen, som blev afholdt lørdag og søndag af Dansk Kosmetologforening. Jeg mødte mange gode beauty-venner og blev inspireret af de flotte stande med nyheder og med velkendte produkter, som frister enhver beauty-holic. Søndag formiddag holdt Jerk W. Langer foredrag om kollagens betydning for huden, så det har på alle måder været en spændende weekend. Her kommer nogle stemningsbilleder:

På messen blev afholdt DM I VIPPER og DKF LASH OPEN 2021

 

På messen blev også afholdt DKF NAILS OPEN 2021 med DM i NEGLE i AKRYL og GELE

 

Hos Radiant Professional Makeup præsenterede Susanne Rasmussen et bredt udvalg af makeup

 

På Biologique Recherche-standen bød Pia Krejler og Fjola Olsen velkommen

 

Vivi Truelsen præsenterede HEVI Sugarings produkter

 

Tina og Maibritt viste deres mange produkter frem på Académie-standen

 

Kari Grønbo havde smukt dekoreret Skin Solutions stand med lysskilte og de meget flotte guld-designede Phyris-produkter

 

Men’s Room skal have en særlig ros for deres stand – hvor der blev budt på bolcher med Men’s Room logo på!

 

Flot ser det da ud med Men’s Room logo :-)
Brands of Beauty havde en ekstra stor stand, som tog sig flot ud – og med hele teamet repræsenteret

Og så var det dejligt at se, at så mange havde medbragt deres Danish Beauty Award-statuetter og også brugte nomineret- og vinderlogoerne i udsmykningen på standene:

 

 

 

Jacob Høffner var travlt optaget af kunder på Beauty Angels og Smør Dig Ind’s stand

 

Og så er det ALTID en fornøjelse at besøge Helle Bach på Medex-standen, som ikke alene er en meget smuk og elegant stand – men man bliver også altid budt på et glas bobler :-)

 

Jerk W. Langer holdt foredrag om kollagen med særligt fokus på huden

Tak for en spændende messe. Vi ses igen til messe i foråret.

*****